Om Vildsund Vandværk

I 30'ernes Vilsund skete der en positiv udvikling i byen, da først Vilsund-broen blev bygget, og Kødfoder-fabrikken Vilsund blev opført - men så kom krigen i 1940 - 45, som satte meget i stå i byen.

Efter krigen blev de første spirer lagt til, at opføre et fælles vandværk i byen, så alle kunne få rent vand (eller måske rettere sagt - renere vand) end fra de private brønde. Den samme udvikling skete iøvrigt i mange andre småbyer i disse år.

Den 11. april 1946 samledes nogle interesserede borgere i byen på Hotel Vilsund Strand, og her blev det vedtaget at oprette et vandværk i byen - for en samlet anlægssum på kr. 34.600,00 - som dog var uden vandrensningsanlæg.

Beløbet skulle forrentes og afdrages med 4% - beregnet udfra en stillet kommune-garanti for det samlede beløb.

Den første bestyrelse bestod af Harald Nederby (som blev Vildsund Vandværks første formand), smed Kristian Jensen, fyrbøder Mikkelsen, Alfred Nielsen og Anders Visby.

Der var fra starten 30 interesserede kommende forbrugere.

Vandafgiften blev fastsat til kr. 3,00 pr. måned - for den første hane - og 50 ører pr. måned for nr. 2 hane, og 25 ører pr. måned for øvrige haner - hvilket set med nutidens øjne, var en 'meget omstændig fremgangsmåde.'

Arbejdet med vandværket blev overdraget til brøndborer Kristian Hornstrup, Bedsted.

Den 13. juni 1946 kunne bestyrelsen så fremlægge Love for det etablerede vandværk, og efter der blev justeret lidt på betalingen pr. vandhane, blev lovene vedtaget som fremlagt. Iøvrigt fremgik det også her, at nye tilslutninger skulle betale et indskudsbeløb på kr. 25,00, samt alle udgifter i forbindelse med tilslutningen.

Det nye vandværk med 1 boring blev bygget på Gl. Færgevej - der hvor Gl. Færgevej 14 er nu.

I løbet af få år kunne boringen dog ikke holdes fri for den salt, som fjordbunden indeholdt, og da drikkevandet havde dette saltindhold, så måtte udefra kommende gæster selv medbringe vand til kaffen, hvilket jo selvfølgelig ikke var holdbart. Så i 1958 blev der lavet en ny boring - iøvrigt sammen med Kødfoderfabrikken. Denne nye boring blev lavet der, hvor det nuværende vandværk ligger, og så var der igen godt drikkevand. Men vandet blev stadig pumpet ud til forbrugerne fra Gl. Færgevej, da resuarbeholder og pumper stadig var intakte her.

Aftalen med Kødfoderfabrikken var, at de måtte bruge op til 10 kbm. vand om året - til kaffe og badeværelse m.v. - idet fabrikken hentede vand i Stagstrup Å til kedlerne.

Efter lukningen af fabrikken i 1965 overtog Vilsund Vandværk hele vandværket.

I 1968-69 udstykkede Harring-Stagstrup kommune en opkøbt landejendom - det nuværende Skråningen og dele af Parkvej, og i den forbindelse indså man fra Vandværkets side det forkerte i at lade vandet løbe ned til Gl. Færgevej, og herfra pumpe det tilbage til den nye udstykning.

Derfor byggede man i 1972 det nuværende vandværk på Vilsundvej 59, med fuld udbygget teknisk installation, og med Hydro-anlæg og åbne rensekar. Og først nu blev vandet renset for okker, men fortidens synder med urenset vand, kan dog stadig forekomme i enkelte af de gamle huse i Vilsund. 

I 1972-73 udvidede Vildsund Vandværk sit forsyningsområde med ejendommene øst for A 11 , op til Skjoldborg by og Gærup-området. Op i 80'erne og 90'erne blev der bygget en del på Gl. Færgevej og Snittingshøj.

I Vilsund by er der i 2010 ca. 280 huse, mens landområdet har 45 forbrugere, så i dag har vandværket ialt 325 forbrugere. Blandt disse er der bl.a. 2 store kvægbrug, 1 landbrug med svineproduktion, samt et hotel.

Det øgede forbrug - samt ændring af vores brug af vand - førte til, at bestyrelsen i 1992 besluttede, at bygge til den bestående bygning på Vilsundvej 59, med bl.a. kontor/mødelokale, og vaske- og toilet-forhold.

Samtidig blev alt 'inventar' udskiftet med et lukket system fra boring til bypumperne. Vandet renses i lukkede beholdere og iltes med en kompressor. Flere opgaver i systemet er digitalt- og computerstyret, samt overvågningsanlæg.

Det sammenholdt med at Vandværket i 2005-06 udskiftede flere hundrede meter rørledning, og rigeligt med vand i boringerne, betyder at Vilsund Vandværk er godt rustet til fremtiden.

I 1995 installeredes vandmålere hos forbrugerne, hvilket bevirkede at vandforbruget faldt fra 127.000 kbm. til 57.000 kbm. om året - altså godt og vel en halvering.

Formænd i Vilsund Vandværk igennem tiderne:

  • Brofoged Harald Nederby

  • Arbejdsmand Henry Pedersen

  • Tømrermester Aage Haaning

  • Vognmand Herluf Poulsen

  • Fhv. afd.leder Henry Hansen

  • John Larsen